Der er et utal af online dating sider nu til dags og det kan nogle gange være en jungle at finde rundt i. Derfor er der også mange som opretter mange profiler på forskellige dating sider, i håbet om at blive set og fundet af den perfekte potentielle kæreste. Men du skal være opmærksom på at jo flere datingsider du opretter en profil på og dermed jo flere databaser dine data er indtastet i, des større er risikoen for at tredjepart får fingrene i dine oplysninger og data.
På Mit Dating er dine data sikret på lukkede databaser og vil aldrig blive videregivet til tredjepart, men har du undersøgt andre datingsiders privatlivspolitik? Det kan være at du skal starte med at få fjernet din profil på de datingsider som du alligevel sjældent bruger, eller måske har glemt alt om at du en gang i tidernes morgen oprettede en profil på.
Hvad kan du selv gøre
De fleste dating sider giver dig mulighed for at se hvordan din egen profil ser ud for besøgende profiler. Sørg for at de oplysninger du har indtastet på din profil ikke gør at du vil kunne blive fundet uden for din dating profil. Vi ser mange som skriver deres fulde navn eller ligefrem deres adresse, telefonnummer eller email adresse på sin profilside. Sørg for at få fjernet disse personfølsomme oplysninger fra din dating profil, da du ikke ved hvem der er inde og besøge din profil og hvilke hensigter de har.
Dating sider er desværre kendt for at have mange falske oprettede profiler som på den ene eller anden måde er ude efter lette ofre, hvad enten det er at lokke penge ud af dig eller misbruge din email adresse eller andre personfølsomme oplysninger.
Når du skriver din profil om dig selv, skal du ikke gøre den alt for personlig. Prøv at beskrive dig selv, som en ven ville beskrive dig. Din gode ven ville heller aldrig udfritte dig online og give andre din email eller telefonnummer til fremmede.
Start med at læse din profil igennem og læs den som hvis du skulle læse en anden profiltekst. Vil du kunne spore dig ind på hvem personen bag profilen er og hvor vedkommende bor? Hvis du kan svare ja til dette, så skal du have ændret din profiltekst.
Måske har du et specielt navn, som kun meget få mennesker hedder i Danmark og der kun er én af i den by du bor i. Hvis dette er tilfældet, kan det være at du skal bruge et alias – altså et dæknavn – i stedet for dit rigtige navn.
Pas på med datingsidernes søstervirksomheder
En søstervirksomhed er en kopi af en anden datingside, blot med et andet navn. Så hvis du støder på en datingside, som minder lidt om en anden side som du har oprettet en profil på, men ikke har hørt om før, så prøv at se om du kan logge ind på denne side, for at se om din profil også automatisk skulle være oprettet der uden dit samtykke. Prøv også at bruge deres "glemt adgangskode" funktion, for at se om din email skulle være registreret i deres database.
Dem du skriver med
Når du skriver med andre på en datingside skal du også være forsigtig med at give for mange personfølsomme oplysninger til andre du ikke har mødt. Det kan potentielt være en som forsøger at lokke en email ud af dig frem for at lære dig at kende. På Mit Dating registrerer vi automatisk unormal adfærd og giver dig en advarsel, hvis andre der skriver til dig potentielt forsøger at lokke en email eller lignende ud af dig. Dette gør vi for at gøre opmærksom på faren ved at give dine oplysninger videre til andre online.
Du kan stole mere på den du skriver med, så snart I har mødt hinanden. Vi anbefaler derfor altid at I lærer hinanden lidt at kende på skrift, for at danne et indtryk af personen og derefter mødes forholdsvis hurtigt for at sikre at den du skriver med, er den han eller hun udgiver sig for at være. Og husk selvfølgelig altid at bruge din sunde fornuft.
Når I skal mødes
Sørg for at I mødes et neutralt sted med andre mennesker første gang i skal ses. Lad være med at tage hjem til hinanden. Husk på at du reelt ikke kender personen du mødes med og der kan være stor forskel på, hvordan en person er i virkeligheden og hvordan man er på skrift.
En cafe date er her helt klart at foretrække, da der altid er andre mennesker til stede, om ikke andet, så er der personale. En date på en cafe skaber også bedre rammer for samtale, frem for f.eks. den klassiske biograftur.
Det kan være en god ide at lave en anden aftale umiddelbart efter jeres date. På den måde har du en undskyldning for at komme væk, i tilfælde af at jeres date ikke udvikler sig i den rigtige retning.
Hav en livline i baghånden
Fortæl en ven eller veninde at du skal på date og hvornår I skal mødes. Bed din ven eller veninde om at ringe dig op kort tid efter jeres date burde være slut. Det kan være rart at have en som ringe til dig, hvis du gerne vil have at daten slutter, i tilfælde af at det føles svært at gøre en ende på den selv. Selvom det i de fleste tilfælde, slet ikke er nødvendigt, kan det være rart at vide, at der er en som vil give dig et ring og spørge dig hvordan daten er gået.
Stalking online
I Danmark bliver omkring 80.000 danskere hvert år udsat for stalking – altså bliver opsøgt eller får uønsket henvendelser fra andre. Det bedste du kan gøre for at undgå at blive stalket, er at undgå at skrive personfølsomme oplysninger om dig selv online.
Hvis du bliver udsat for stalking, kan du altid henvende dig til politiet.
Husk at have det sjovt
Denne artikel kan få det til at lyde som om, at det er farligt at date online, men det er heldigvis kun i yderst sjældne tilfælde at det går hen og bliver farligt. Husk på, at du er her for at finde kærligheden og have det sjovt i mens, men det er også vigtigt at tage sine forholdsregler. Ligesom at det er sjovt at cykle, og at det er vigtigt at have cykelhjelm på i tilfælde af at man falder.